Navigation
Besøgende
» Gæster online: 2

» Brugere online: 0

» Antal brugere: 3
» Nyeste bruger: Skovsgaard
Nyeste artikler
Log ind
Indtast brugernavn

Kodeord



Glemt kodeord?
Godt nyt for klimaet - 29 CO2-neutrale elbusser på vej til Aarhus
Bus
Aarhusianerne kan glæde sig til mindre os og færre forurenende udstødningspartiker, når 29 elbusser i løbet af august og september erstatter deres pendant på diesel. Busserne giver en forventet årlig CO2-besparelse på 2200 ton. Elbusserne kommer med elektriske ramper, som gør det markant nemmere for kørestolsbrugere at tage bussen.

Ladestanderne begynder at fylde mere og mere hos busselskabet AarBus, der kører bybusserne i Aarhus. Busselskabet har i alt 184 busser. Til efteråret vil en tredjedel af dem køre på el. Overgangen fra diesel- til elbusser er et led i Aarhus Kommunes målsætning om, at alle bybusser skal være CO2-neutrale i 2027. Rådmand for Teknik og Miljø Steen Stavnsbo (K) er glad for, at der nu bliver taget endnu et skridt i den rigtige retning mod en komplet grøn omstilling af byens kollektive trafik.

”Transportsektoren er en stor CO2-udleder, som jeg er meget optaget af, at vi gør noget ved. Hvis vi skal indfri vores ambition om en total grøn omstilling af bybusserne, så skal vi blive ved med at prioritere udskiftningen af forurenende dieselbusser til fordel for elbusser. Elbusserne hverken sviner eller støjer, og det kommer aarhusianerne afgjort til at kunne mærke i byen i form af bedre luftkvalitet og mindre larm fra trafikken”, siger Steen Stavnsbo.



Den nye levering af grønne busser består af 23 stk. 18-meter ledbusser og 6 stk. 12-meter busser af mærket Solaris. Busserne giver en forventet årlig CO2-besparelse på 2200 ton.

Hos Midttrafik glæder bestyrelsesformand Steen Vindum sig over, at den grønne flåde i Aarhus bliver større. Aarhus har i forvejen Letbanen, der kører på el og 33 elbusser.

”Med de nye elbusser bliver det endnu lettere for aarhusianerne at vælge en grøn transportform og rejse CO2-neutralt. Som en ekstra gevinst får kunderne moderne busser med ekstra god tilgængelighed i form af elektriske kørestolsramper. Vi glæder os meget til at byde både nye og eksisterende kunder velkommen i de nye elbusser”, siger Steen Vindum.

De nye elbusser har, udover at være CO2-neutrale og støjsvage, en række fordele, der kommer brugerne til gode. De har lav indstigning, stort flexareal og USB-ladere ved alle sæder. Og så har de altså elektriske kørestolsramper, der forbedrer tilgængelighed for kørestolsbrugere. Polly Dutschke (S), byrådsmedlem og formand for tilgængelighedsrådet, er især glad for kørestolsramperne, som hun længe har arbejdet for.

”Det glæder mig, at det nu bliver lettere for kørestolsbrugere at komme med bussen. De elektriske kørestolsramper betyder, at man som kørestolsbruger får en større personlig frihed og ikke er afhængig af en hjælper til at folde rampen ud”, siger Polly Dutschke.

Elbusserne kommer ikke til at køre faste ruter, men bliver fordelt på de 19 bybuslinjer i løbet af august og september. De første fem busser bliver sat i drift 5. august.



Fakta om de nye elbusser

Busserne er af mærket Solaris
Busserne bliver opladet om natten på AarBus’ busanlæg. I løbet af dagen vil natopladningen blive suppleret af endnu en opladning under et kørselsophold.
Busserne kører 100 % på el. På dage med lave temperaturer er der mulighed for at opvarme busserne med et kombifyr.

De 29 nye elbusser kommer i to størrelser:
6 stk. 12-meter busser med 31 faste siddepladser, 2 klapsæder og 64 ståpladser, og 23 stk. 18-meter ledbusser med 47 faste siddepladser, 4 klapsæder og 91 ståpladser.
Busserne er meget støjsvage og udleder ikke røg og partikler mFed udstødningen.
Busserne har god tilgængelighed med lav indstigning, stort flexareal og elektriske kørestolsramper.
Chaufføren styrer de elektriske kørestolsramper direkte fra førersædet. Det gør, at kørestolsbrugere kan stige på bussen alene uden hjælper. Det er et markant løft af tilgængeligheden fra dieselbusserne, hvis ramper skal løftes manuelt fra gulvet og ud af en hjælper.
Kunderne kan oplade telefoner og tablets gratis via USB-stik ved alle sæder.
Forventet årlig CO2-besparelse: 2200 ton

Kilde/ Foto.: Midttrafik
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Vurderinger
Vurdering er kun tilgængelig for registrerede brugere.
Vær så venlig at Log ind for at stemme.

Teksten er ikke vurderet.