Navigation
Besøgende
» Gæster online: 1

» Brugere online: 0

» Antal brugere: 3
» Nyeste bruger: Skovsgaard
Nyeste artikler
Log ind
Indtast brugernavn

Kodeord



Glemt kodeord?
Klar besked til transportministeren: Sjælland vil have motorvej til Kalundborg og Næstved og styrke den kollektive trafik
NyhedSom optakt til Folketingets kommende forhandling om infrastruktur og grøn mobilitet mødes sjællandske politikere, Novo Nordisk Kalundborg, Ardagh Glass Holmegaard og repræsentanter fra fagbevægelsen fredag med transportministeren med entydigt budskab: Sjælland står sammen om at få mere motorvej og kollektiv trafik og styrke grøn omstilling i transporten.


I dag mødes politikere fra Region Sjælland og KKR Sjælland, erhvervsledere fra Novo Nordisk Kalundborg og Ardagh Glass Holmegaard, Næstved, og repræsentanter fra fagbevægelsen ved FH Vestsjælland og FH Storstrøm med transportminister Benny Engelbrecht. Mødet er et dialogmøde om sjællandsk infrastruktur og grøn omstilling. Det er de sjællandske mødedeltagere, der har taget initiativ til mødet.

På mødet præsenteres transportministeren for et klart og samlet budskab: Fortsat udvikling og vækst i regionen kræver, at motorvejene til Kalundborg og Næstved langt om længe færdiggøres og at den kollektive trafik styrkes. Vores tredje prioritet er en sjællandsk tværforbindelse ved udbygning af rute 22 Næstved-Slagelse-Kalundborg.

Hvis staten investerer i den sjællandske infrastruktur, udnyttes de store potentialer for udvikling af erhvervsliv og bosætning og den grønne omstilling. Det har både lokale, regionale og nationale perspektiver.

Motorvej er fælles topprioritet

De sjællandske mødedeltagere har en klar forventning om, at de sjællandske prioriteter bliver en del af en kommende infrastrukturaftale eller grøn mobilitetsplan, siger regionsrådsformand Heino Knudsen:

- Motorvej til Kalundborg og Næstved er vores fælles og absolutte topprioritet som alle kommuner i Region Sjælland og regionen står bag. Det vil vi gøre helt klart for ministeren. Samtidig vil vi tydeligt markere, at der også er behov for investeringer i den kollektive trafik i Region Sjælland, så vi får øget mobilitet og fremmer grøn transport.

Formand for KKR Sjælland, Niels Hörup, siger:

- De 17 sjællandske kommuner og regionen har en lang tradition for at stå sammen om vores prioriteringer, og det er flot at erhvervsliv og fagbevægelse så klart bakker op. Jeg er sikker på, at det gør indtryk. Fortsat udvikling i erhvervslivet og livet i alle egne af Sjællandsregionen afhænger af rettidige og nødvendige investeringer i både motorveje, kollektiv trafik og grøn omstilling.

Region og kommuner har i starten af året vedtaget et fælles dialogpapir med ti konkrete forslag til at styrke den kollektive trafik og grøn omstilling i Region Sjælland. Det gælder tættere samarbejde mellem stat, region og kommuner om bl.a. grønne drivmidler, hurtigere rejsetider med en ”sjællandsk timemodel” og at der findes en løsning for Østbanen

Massiv opbakning fra erhvervsliv og fagbevægelse

Det er ikke bare de sjællandske regions- og kommunalpolitikere, der står samlet om at prioritere motorvej til Kalundborg og Næstved og en styrket kollektiv trafik. Også erhvervslivet og fagbevægelsen deltager på dagens møde. Novo Nordisk og Ardagh Glass Holmegaard – de to største private arbejdspladser i henholdsvis Kalundborg og Næstved – er med. Det samme er formænd for FH Vestsjælland og FH Storstrøm.

Produktionsdirektør for Novo Nordisk Kalundborg, Michael Hallgren, udtaler:

- Kalundborg spiller, trods placeringen langt væk fra de store byer, en central rolle i opretholdelsen og udviklingen af Danmark som et stærkt produktionsland. Men på trods af områdets indlysende styrkeposition og markante samfundsøkonomiske bidrag er den utilstrækkelige infrastruktur fortsat en udfordring for industriens nuværende aktiviteter og fremtidig vækst. En lang række virksomheder vil få gavn af motorvejen. Kalundborg er Skandinaviens største klynge af biotekvirksomheder med bl.a. Novo Nordisk, Novozymes, Unibio og Chr. Hansen, samt en række øvrige virksomheder som Equinor Refining Denmark, Avista Green, Saint Gobain Gyproc og Ørsted. Senest har Mærsks containerforretning APM Terminals annonceret, at de flytter virksomheden containertrafik fra København til Kalundborg.

Finansdirektør for Ardagh Glass Holmegaard, Næstved, Kim Holmberg, udtaler:

- Motorvejen mellem Næstved og Rønnede har været på tegnebrættet i op imod 30 år, og alle forudsætninger i form af VVM-undersøgelse, linjeføring m.m. er for længst på plads. Men den endelige beslutning om at bygge vejen er stærkt efterspurgt af både borgere, politikere og virksomheder i Næstvedområdet. Vi har i dag et velfungerende erhvervsliv med en række store virksomheder, et stort arbejdskraftopland og en stærkt stigende pendling til og fra området. Men tålmodigheden er ved at slippe op, og vi hører oftere og oftere, at fortsatte investeringer i vores område forudsætter, at der sker noget seriøst med den helt utilstrækkelige infrastruktur. Tilmed vil motorvejen kunne blive landets grønneste, fordi den vil reducere trængsel og CO2-udslip, tage hensyn til områdets natur og tilgodese de mange projekter inden for genbrug og genanvendelse, som området rummer.

Faktaark Kalundborg 16. december 2020.pdf

Faktaark NæstvedRønnede 16. december 2020.pdf

Styrket kollektiv trafik og grøn omstilling af transporten i Region Sjæl....pdf

Kilde: Region Sjælland
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.
Vurderinger
Vurdering er kun tilgængelig for registrerede brugere.
Vær så venlig at Log ind for at stemme.

Teksten er ikke vurderet.